Jordvarme - IVT anlæg - Fyns Varmepumpe Center

Med et gammelt landbrug er det vores målsætning at etablere miljøvenlige energiformer, dels fordi tankegangen passer til et gammelt landbrug, dels fordi vort energibehov er stort til et gammelt uisoleret hus med gamle installationer.

Vores udgangspunkt var et ikke brændbart system af hensyn til stråtaget.

Vi faldt for tanken om et jordvarmeanlæg. Mulighederne blev undersøgt til bunds. Trods advarsler om at investere i jordvarme, når varmeanlægget var gammelt og huset uisoleret, valgte vi på trods af det, at investere i jordvarme.

Vi havde flere leverandører inde over, alle sagde dog, modsat ekspertene, at det ikke var noget problem. Den troede vi ikke på, men valgte at fortsætte.

Til vores jordvarmeanlæg valgte vi et IVT anlæg fra Fyns Varmepumpe Center ved Bjarne Christiansen.

Anlægget blev installeret i 2009, den første vinter var skrækkelig, ikke over 16 grader, rørene frøs for os, absolut så ringe som eksperterne sagde. Bjarne vidste ingenting om hvordan man optimerede anlægget.

Året efter brugte vi rigtig meget tid på at sætte os ind i funktionen, fik ændret en række forhold. I dag må vi skrue ned for varmen for ikke at komme over 22 grader, samtidig er vores elforbrug dalet betydeligt. Vi er rigtig glad for anlægget, men skuffet over, at en "professionel" leverandør ikke magter at rådgive ordentligt.

I forbindelse med leveringen, hvor jeg fik et tilbud, aftalte jeg mundtligt med Bjarne et par ændringer til dette tilbud og indgik en aftale med basis i 250.000,- kr. (En pæn pris for et jordvarmeanlæg, når jeg selv skal sige det). De ekstra ting blev opfyldt, der kom en ekstraregning (trods det, det var med i aftalen). Vi førte en retssag, som jeg tabte med den begrundelse, at når aftalen var mundtlig, var der ikke noget bevis, så betal.

Når man har et jordvarmeanlæg, er der et lovpligtigt eftersyn hvert år. Her indgik jeg en serviceaftale med Fyns Varmepumpe Center, ved Bjarne Christiansen. Trods det at denne aftale var skriftlig, er den heller ikke overholdt. Her 2½ år efter er eftersynet stadig ikke gennemført.

Endelig (ud af 2 anlæg) var det ene anlæg fra 2007, dvs 2 år gammelt på installationstids-punktet. Jeg forespurgte hos min advokat om det kunne være rigtigt. Ja, hvis der ikke i et tilbud udtrykkeligt står, at der er tale om et NYT anlæg, så ville jeg også tabe denne sag. Det kan godt være at jeg juridisk er forkert på den, men moralsk føler jeg mig i den grad taget ved næsen.

Min konklusion er: Et IVT anlæg kan jeg varmt anbefale, det lever til fulde op til de forventninger, jeg havde. Men jeg vil også anbefale, at man vælger en professionel leverandør.